D. Institutionens pædagogik

D. Institutionens pædagogik.

Alle lærere i børnehaven har taget en videregående uddannelsen som varer 3 - 5 år, bachelor på national college og herefter  kandidat på national univercity for education. Dette uddannelse hedder "diploma in early child hood education". Der findes to andre former for pædagogiske uddannelser som tager 1,5 år - 2 år. Denne uddannelse svarer lidt til det samme som en pædagogisk assistent. Den kan kun bruges i bestemte institutioner, og den giver ikke tilladelse til at undervise. Derfor er disse kortere uddannelser ikke noget som nogen fra Hoa Thui Tien er uddannet i, da de her underviser hver dag, og har lovgivning omkring hvad man skal kunne, for at arbejde med børn, og have hovedansvaret for at børnene lærer det de skal i børnehaven.

De korte samt de videregående uddannelse består alle af de samme fag, men forskellige niveauer, som gør at nogen har større autoritet end andre.

Aktiviteterne og fagene i børnehaverne i hele VN. er korrigeret fra regeringen. Der arbejdes efter specifikke guidelines, og der er specifikke mål til alle aldre. Desuden foregår en konstant udvikling og korrigering af forskere, som laver specifikke mål inden for specifikke emner og fag. Desuden arbejdes der ud fra 3 hovedbøger, hvor der ud fra disse laves en skoleplan. Planen tilrettelægges med fokus på at børn skal kunne lide de emner som der udvælges. Der skal være interesse fra børnene, og de skal synes det er sjovt og spændende. Forventninger fra forældrene spiller en rolle. Der vælges også emner set ud fra kulturelle oplevelser, samt emner inden for traditioner og nyopståede traditioner (halloween, jul. etc.).

Der lægges i høj grad forkus på sanser, når der skal undervises. At man kan lærer gennem at se, lytte, røre, smage, være i/være en del af.

En typisk dag i børnehaven. Tidligere studerende Pernille har lavet blockindlæg, og har været i samme praktik som jeg. Hun har beskrevet tingene som de er, så jeg har tilladt mig selv, at vise hendes beskrivelse. 

"Børnene er som regel i børnehaven i tidsrummet mellem kl.7 og kl.17.

Fra kl.7-7.50 bliver der leget med legetøj på gulvet.

Kl.8.00 er der morgengymnastik for alle i børnehaven i gården.

Kl.8.15 er der morgenmælk og rundkreds.

Kl.8.30-10.30 er der aktiviteter/undervisning hvor stuen bliver delt op i to hold.

Kl.10.30-11.30 spiser børnene frokost og de hurtigste leger lidt på gulvet.

Kl.11.30-14.15 sover børnene til middag.

Kl.14.30-16.00 spises der ”frugt” og dagens anden aktivitet/undervisning bliver afholdt.

Kl.16.00-17.00 leges der igen på gulvet med klodser og Lego indtil børnene blive hentet.

Pædagogik er på mange måder meget anderledes i den daglige praksis i Vietnams Kindergardens. For det første eksistere der ikke børnehaver, og dermed heller ikke pædagoger. Der er ingen deciderede teoretikere eller teoretiske retningslinier at følge, som derhjemme hvor man ofte kan læse sætningen fx " Vi arbejder ud fra et hulistisk synspunkt, med udgangspunkt i denne teoretiker og disse værdier etc. ". Børnene går i skole, på samme måde som vi genkender børnehaveklassen hjemme i Danmark. De starter når de er tre år gamle. I stedet for pædagog, er man lærer på stedet. Man har autoritet. Dette ses på flere måder, bl.a. ved at man bærer uniform. Er man færdiguddannet og har sin bachelorgrad, bærer man i Hoa Tui Tien, Hvid uniform. Udefra kommende studerende, som er i praktik, bærer en anden farve. Fx lyseblå eller lyserød.

Der undervisning og planlagte aktiviteter fra 07.45 - ca. 16.00. Fra 16.00 er der fri leg til man bliver hentet. Dog er det lærerne der beslutter hvad der skal leges med. Jeg oplever at der er et utroligt højt fokus på at børnene lærer så meget som muligt, og mindre fokus på hvordan børnene har det. Hvordan børn skal interagere mellem hinanden, danne relationer, og skabe et fælles kammeratskab i klassemiljøet. Forældrene spørger meget ind til hvordan deres barn klare sig fagligt, særligt i engelsk.

Jeg har "bidt mærke i", at børnene ikke har meget fantasi i deres dagligdag. Det der leges, når der endelig er tid til det, er de ting de har lært i undervisningen. Jeg ser dem ikke skabe deres egne lege. Deres egne regler, deres egne verdener og roller i fantasiverdener. Jeg tænker ofte over, om det er fordi at dagligdagen er så struktureret, og at skemaet for dagen er så ekstremt presset. Der eksistere meget "Lyt, og lær individuelt". Jeg ser ikke børnene samarbejde i grupper om at løse opgaver. Jeg ser dem som regel sidde med hver sin opgave. Jeg oplever lærerne markere hvad der er "rigtigt" og hvad der er "forkert", når børnene præstere. Det kan eventuelt også være medvirkende til at børnene tilbage holder deres fantasi, og evner til at turde præstere. Nogen børn ved godt at de er dårligere til at tegne end andre. Og jeg ser nogen næsten give op på forhånd når de får en blyant i hånden. Med store suk, og frustrerede og reflekterende øjne stirre de ned på papiret. Kun de flotte tegninger bliver holdt frem og rost. Og som barn kan du i denne kultur risikere, at din tegning vil blive holdt frem og gjort grin af, fordi det ligner noget andet.

Jeg oplever der er meget højt fokus på perfektionisme. Der bliver lavet mange utroligt smukke kreative ting ud af alt muligt, som bliver hængt op i klassen. Men det er ikke børnene der laver dem. Det er lærerne, som bruger dele af undervisningstiden på det. Børnene er simpelthen ikke gode nok endnu, til at det kan vises frem.  Dog hænges der tegninger op, og bogstavsøvelser og andre ting børnene har lavet i deres undervisningstimer. På skolen har de en stor konkurrence i begyndelsen af året om at lave det flotteste klasselokale. Igen er det lærerne der bruger timer på dekoreringen, selv i weekenden. I stedet for at lade børnene udfolde sig. Jeg oplever ikke at de ser det som lærerigt, at bruge tid på kreativ udfoldelse. Det hele virker meget skoleorienteret og meget teoretisk.

Jeg har spurgt min vejleder om hvorfor, der er dette høje fokus på faglighed. I Vietnam har de været ramt af mange krige. Senest i 1975. Udviklingen har været sat i stå. De har travlt. Og skal fremad. Derfor er der et større pres på de nye generationer, som skal løfte samfundet og få det frem i vækst. Det handler om at være så dygtig som muligt, og komme ud med en god karriere så hurtigt som muligt. Der er simpelthen ikke overskud, til at sløse, tage den med ro, have sabbatår, eller have tonsvis af uddannelsesmuligheder som i vesten. Vietnam ved godt at de er bagud, på så mange områder. Hygiejne, mad, miljø, økonomi og uddannelsessystem. De knokler for at komme fremad. Alle knokler. Ikke kun børnene, men også de voksne. Er man ikke på arbejde, er man på universitetet for at læse, både om aftenen men også som en fast del af weekenden.

Vietnameserne mener at jo yngre man er, jo bedre er man til at lærer. Derfor er det helt naturligt, at børn på 3 år, også skal have undervisning i Engelsk fx.

Der er ikke meget plads til følelser. Vietnamesere smiler, og rejser sig af støvet, uanset hvad der må føles bag ansigtets facade. Under krigende blev mange familie medlemmer henrettet, og mange var tvunget til at smile under deres familiemedlemmers begravelser. Måden at håndtere følelser skinner igennem deres pædagogiske metoder.

Fx: En Morgen står Minh endnu engang og smågræder lidt og vil ikke slippe sin far i skolegården. Jeg går hen til hende, sætter mig på hug, og giver hende et kram. Herefter tager jeg hendes hånd, og fortæller at nu kan vi vinke sammen. Hendes far smiler, og forlader gården. Minh er lidt stille, men virker okay og går med over og deltager i morgengymnastikken.

Til morgensamling i klassen, bliver børnene som sædvanlig råbt op. Min Lærer råber Minh, som svare "ja". Herefter konfrontere hun hende med at hun skal holde op med at græde om morgenen. At det må hun kunne gøre bedre. I morgen gør hun anderledes. Denne besked får den lille pige medens hele klassen hører på det.

Jeg spørger hvorfor hun får dette at vide. Min lærer svare at Minh græder hver morgen. Vi må være rollemodeller for hende, og fortælle hende hun skal holde op, så hun kan udvise mere selvtillid.

Det er altså en del af deres kultur at være stærk, ved ikke at vise følelser. Dette ses også blandt børnene i undervisningstiden. Der findes generte og indadvendte børn. Men der findes INGEN børn som skipper en aktivitet, fordi de ikke har lyst, ikke tør, er kede af det, eller generte. De gør det. ALLE MAND!

Jeg forbinder lidt deres undervisningsmetoder, med den gamle skole hjemme i Danmark. Den som man som pædagog, anser som at være en generation, som kom ud i samfundet og var "nikkedukker", for de øverste i hierkiet. Der bliver sagt ja, og amen, uanset om man kan lide det eller ej.

Min vejleder fortalte mig i øvrigt, at hvis der var nogle ting man ikke brød sig om, men var besluttet af rektor, eller viserektor, var det meget sjældent at det var noget man turde konfrontere vedkommende med. Der er stor respekt for de "øverstbefaldende", og der er nervøsitet, hver gang der opstår noget som kræver diskussion med et af de højere stående.

Det som jeg også bider mærke i, er at det virker som om at børnene er langt dygtigere til at vikle sig selv ud af problematikker og konflikter, end hjemme i Danmark. I Danmark er vi som voksne meget hurtige til at gribe ind og hjælpe børnene ud af deres konflikter. Endda så meget så mange af de danske børn "sladre" til de voksne, ved det mindste, og ofte finder måder at udnytte vore overbehjælpelighed på. I Danmark ser vi ofte problemet "indlært hjælpeløshed" hos børnene. Og jo mere vi hjælper, jo mindre kan de, og jo sværere bliver det at være selvstændig som voksen, og tro på at det man gør, er godt nok. Vesten og skandinavien bugner med psykisk syge, psykiske diagnoser, og depressioner. Dette er ikke tilfællet i asien. Her er der simpelthen ikke tid til at være ked af det. Her er der ikke tid til at beklage sig. Her må man somme tider lærer at det at blive grint af, ikke behøver at gøre ondt, at det at nogen diskutere med dig om hvilken stol du sidst sad på, ikke behøver at være noget der skal grædes over, og hentes voksne for at finde en løsning på. Her får du ikke et "nååårh hvor er det synd for dig, at du står og surmuler og nikker genert nej tak når der skal danses" fra de voksne. Du skal være med! Sådan er det bare. Og der er virkelig ingen børn der så meget som stiller spørgsmålstegn ved det. For sådan er kulturen bare.

I kontrast til dette, oplever jeg desværre også en ubalance. For jeg ser hierki blandt børnene. De stærke kommer først frem, og de svageste bøjer sig, og der bliver ikke taget hånd om det. Ikke godt nok i hvertfald. Igen. For stort fokus på faglighed, og for lidt fokus på hvordan børnene har det. Her mangler inklusion blandt de svageste, og fokus på at en tegning der ligner krimskrams kan være lige så flot som en tegning der ligner en lastbil.

Jeg tror en god sammenblanding mellem det danske fokus på inklusion, følelser og anerkendelse, og Vietnams måde at håndtere konflikter på (eller ikke håndtere dem på), men lade børnene klare den i så vidt mulig udstrækning som muligt, ville være en god kombination.

Desuden er børnene i  VN. utroligt selvhjulpne og vil helst selv. Borde klappes ud og ind på gulvet flere gange i løbet af dagen, og børnene klarer det selv. De henter selv deres stole ude fra gangen, og hjælper hinanden med at få sovemåtter og madrasser op på første sal. De vil gerne vise at de kan, og de er helt vilde for at få lov at feje eller sidde og hygge sig med at lægge vaskeklude sammen. Der er ikke så meget piveri. Dog kan man igen gennemskue hiarkiet, og se at hvis der er nogle dovne børn imellem, så er de dovne fordi de har mulighed for det. De er simpelthen de stærkeste og de mest dominerende i klassen. Det samme ses i skolegården hvor der er rift om at få en barnescooter eller cykel at kører på. Er den ene stærkere og mere dominerende end den anden, så ved man godt hvem der ender med at holde fast på scooteren, og det er langt fra på den retfærdige måde.

Det pædagogiske måltid i Vietnam er for danskere en meget svær ting at forstå.  Der eksistere en lovgivning som siger at der skal beregnes hvor mange kalorier, kulhydrater etc. som et børnehavebarn (3-5 år) skal indtage pr. dag. Derfor er der ansat ernæringskyndige, samt en vicerektor som tager sig af sundheden for børnene. Hver uge beregnes der hvor meget mad et barn skal indtage, ift. hvad de får at spise. Problemet er, at ikke alle børn er ens bygget. Nogen kan spise meget, andre mindre portioner. Dette kan være en svær ting, når man er barn i Vietnam. Børnene bliver tvangsfodret, hvis de ikke kan spise op. Der sidder ofte 5-10 børn tilbage med portion ris nummer 2. Den første portion er ris og kød, den anden ris og suppe. Det er som regel de små og spinkle, som ikke kan overskue at fylde mere ned i mavesækken. 

Med stress over klokkeslettet, sidder mine lærer og kører større skefulde ris ind i munden på de 5 årige børn, som ikke længere selv kan få sig selv til at spise mere. De når knap nok at synke første skefuld, før den næste ske er på vej. Flere børn kaster ofte op, fordi de enten får spist for meget, eller simpelthen fordi det går for stærkt med at skulle indtage de store skefulde. Desværre ser lærerne det at barnet kaster op, som at det mister nogle kalorier, så derfor får barnet blot en ny portion efterfølgende.

Udover det store pres fra regeringen, er der også et stort pres fra forældrene, som vil beklage sig, hvis de hører fra deres barn, at det ikke har spist op. 

På afkrydsningsskemaet af fremmødte børn, er der et felt til antal børn som er mødt i skole, og endnu et felt til antal børn som har spist op. Disse to tal, skrives ind fra morgenstunden, som værende ens. Der er dermed på forhånd taget højde for at ALLE børn har spist op. 

Og nu kommer jeg så til den pædagogiske synsvinkel til dette vanvid.

Fra august måned og frem til oktober måned, så jeg børn kaste op i stride strømme. Men pludselig ophørte det, og portionerne blev mindre. Jeg konfronterede min begejstring med mine kollegaer, som allerede vidste, at jeg ikke var glad over deres måde at håndtere spisesituationen på. Svaret var, at når børnene startede i skole, skulle de presses til at spise mere og større portioner, da det er vigtigt for deres krops udvikling at indtage meget føde.  Mine lærere vidste godt hvem af børnene som kastede op, og at de ville blive ved med at presse børnene, indtil de selv kunne begynde at spise større portioner og være glad for indtagelsen af maden. Det er simpelthen deres pædagogiske metode, for det at lærer og spise mere.

Efter 3 måneder skrues der så ned for de store portioner, for nu har børnene vænnet sig til det. Så nu bliver resten af den mad som er tilbage i gryden, tilbudt dem som stadig er sultne, eller har lyst til mere mad, i stedet for at tvinge det i dem, som allerede ikke kan mere.

Jeg fortalte mine lærere at jeg  godt kan forstå at man skal lærer børn at spise lidt ekstra, særligt de spinkle, men jeg finder ikke deres måde korrekt håndteret. Mine lærere trak på skuldrende, og sagde at de mente det var den bedste måde, og sådan ville de fortsætte, lige meget hvor mange danske studerende der ville konfrontere det med dem.

En uge senere skete der noget underligt. Stort set alt hvad jeg havde fået implementeret til en bedre spisesituation i dagligdagen gik tabt, og som fra det ene sekund til det andet, var vi tilbage i de gamle rutiner.

Det vil sige højt råben og hierki mellem børnene som stjal hinandens skåle, i forsøg på at få fingre i den portion som var mindst. Borde der står på en lang lige række, hvor børnene på alle måder sidder uroligt, driller hinanden og stjæler hinandens skeer og madskåle. 

Jeg havde ellers fået arrangeret at bordene skulle slås sammen til kvadratiske firkanter med max 8 børn ved hver. 2 børn på hver side. Dette fungerede fantastisk. Der var langt mere ro og plads/luftrum, og børnene havde mere respekt for hinanden. 

Historiefortælling som jeg havde fået implementeret under spisningen ophørte, hvilket betød endnu  mere larm, og frustrerende ansigter som stener ned i den grød de ikke kunne spise. Historie hjalp ellers børnene med at abstrahere fra de store portioner mad, og havde nemmere ved at spise stille og roligt. Samtidig kunne læreren heller ikke læse og tvangsfodre samtidig, hvilket betød en verden til forskel. 

De ellers nedskårede portioner ris blev pludselig kæmpe store igen, og tvangsfodringen genindtraf, og det samme gjorde opkastningen.

Jeg stod virkelig og tænkte for mig selv. "Hvad laver jeg dog her, hvis det alligevel intet nytter det jeg bidrager med". 

Kultur og rutiner kan man ikke ændre på. Har jeg måtte erfarer. Måske i perioder. Men det falder tilbage i det gamle. 

Skal der ske ændringer, skal man helt op og vende i regeringen.